|
Solens september
Auguste Lacaussade
Under disse varme stråler soler i september Himlen er blød, men bleg, og jorden bliver gul. I skovene har bladet den gule farve; Fuglen synger ikke længere på kanten af sin rede.
Fra pløjernes tak har flyet svælget; Sikklen har passeret den gyldne øre af majs; Ingen hører i luftens rystelser: The blackbird whistles alene i dybden af de urolige skove.
Moussen er parfumefri, urterne uden blødhed; Rush på dammen ser ængstelig ud; Solen, der bliver blek, en varm tristhed Fyld i afstanden sletten og bjergene og himlene.
Dagene er forkortede; vandet løber i dalen Ikke længere de glædelige lyde, der glædede luften: Det lader til jorden, og kølig og sløret, I sine første kulderystelser føles han vinter.
O skiftende årstider! O ubønhørlige love! Hvad sorgende natur, akakt! vil dække sig! Soler af glade måneder, uoprettelige forår, Farvel! Strømme og blomster vil holde op og dø.
Men konsolidere dig selv, jorden! O Nature! O Cybele! Vinteren er en søvn og er ikke døden: Fjedrene vil komme tilbage for at gøre dig grøn og smuk; Man aldrer og dør, du bliver ikke gammel!
Du vil vende tilbage til vandløbene, dumme af kulden, Under de bølgende buer mumler deres sang; Til fugle vil du gøre deres rede i grønt; Til lillerne i dalen returnerer du duften.
Ah! fange bakterier, når du bryder kæderne, Når, fra saften til at flyde, spilder væsken, Du vil gøre roserne og egene blomstre igen, O Nature! med dem får mit hjerte til at blomstre igen!
Tilbage til mit bryst tørret op poetikssaft, Hæld mig i den varme, som sjælen fodrer med, Bring skiverne af mine drømme til min pande, Dækker mine blotte gren fra mine tanker.
Uden forgiftning af sange, min høje og kære beruselse, Uden glæden ved at elske, hvad betyder dagene for mig? O soler! O foråret! Jeg ønsker ikke ungdom Hvad skal du altid synge, bare at elske altid!
|